Brøndbyvesterpige

 

 

Den store dag.

Dagligdag 1.-3. klasse

4.-5. klasse.

6.-7. klasse.

I og II real nye vinde og opbrud.

Refleksion.

Klassebilleder

 

Den store dag

 

 

Endelig blev det dagen! Den lyseblå spencer og noble lille marineblå blazer sad godt. Så tog jeg skoletasken på ryggen. Den brune lædertaske havde stået inde på værelset i en tid. Jeg sniffede duften af ny læder. Jeg strammede hestehalen og den kongeblå sløjfe.

Så gik vi. Min mor og søster fulgte mig fra Tranevænget til Gildhøjskolen. Der var trængsel ind ad skoleporten. Det vrimlede med nye små skolegængere fulgt af deres forældre. Inde i skolegården blev vi stillet op klassevis 1a til 1f, 2 og 2 ved vores nye klasselærer.

Da alle var på plads trådte inspektør Emanuel Andersen frem og ønskede velkommen til skolelivet. En ældre gråhåret mand, klædt i gråt jakkesæt og butterfly. Jeg skulle gå i 1f og stod forrest i rækken sammen med Jan. Vi studerede vores klasselærer Elsebeth Sørensen. Hun var slank som et siv og havde kobberødt hår. Vi var den sidste klasse tilbage i gården og fulgte efter Fr. Sørensen ind ad døren til Fyensgade, hvor de mindste klasser havde deres faste klasselokaler. Der var navneskilte på bordene. De fleste kunne læse deres eget navn. Jeg sad ved andet bord i vinduesrækken ved siden af Klaus. Vi var nok 20 stk. i starten. Der var 3, som hed Hanne, så jeg blev Hanne G de næste mange år. Undervejs skete der et lille uheld, en lille fyr kom til at lave en sø på gulvet og begyndte at græde og hans rødmende mor måtte komme ham til hjælp. Læreren lavede en simpel staveøvelse med os og alle kunne så stave til so, ko og ål. Vi lærte vores kendingssang

”Nu er Skolen til ende og til hjemmet vi går,
hvad vi lærte derhenne skal vi nok huske på”

 

Sådan omtrent var den første skoledag i 1f.

 

Der var 3 hovedgange på skolen: Fyensgade, Jyllandsgade og Sjællandsgade. Gangene lignede hinanden til forveksling. En bred korridor med gule murstensvægge og gråbrune linoleumsgulve, lokaler på begge sider, rødbrune knagerækker og rektangulære kummer med vandhaner. For enden et panoramavindue ud mod sportspladsen. Væggene i Fyensgade var dekoreret med motiver fra HC Andersen fortællinger. Jeg kunne især lide motivet ”Den flyvende kuffert”. Klasseværelset var lyst, højt til loftet. Der var 3 rækker med borde og miniputstole med teakryg.

Næste dag blev jeg også fulgt til skole. Det var jeg noget utilfreds med – kunne godt selv. Vi skulle have 3 timer fra kl. 11-14. Det var bare stort. Vi startede med at synge ”I østen stiger Solen op”. Og det lød sikkert fantastisk .Så gik vi videre med staveøvelserne og vi var flere, der allerede nu var verdensmestre i disciplinen, hvis vi selv skulle sige det. Vi fik den den første lektie: Klip 10 ”O” ud til i morgen. Bare nu man kunne huske det! I dag var der mange flere børn i skolegården og i et frikvarter så vi et gevaldigt slagsmål mellem 3 drenge. Erik Dam Jensen gik gårdvagt og måtte skille de stridende parter. Da vi gik ind til time igen, stod de 3 kamphaner, røde i hovederne med ryggen mod væggen og kølede af. Så fik vi den første regnetime. Hr Gårn-Larsen, vores første regnelærer, trådte ind, stor og rund også af sind. Havde et mægtigt tag på børn. Han havde et rundt ansigt med mildt udtryk, tyndt mørkeblondt tilbagestrøget hår og en spinkel men gennemtrængende stemme. Det var meget nemt det med regning, man skulle bare tænke i æbler eller pærer.

Da jeg kom hjem blev jeg sløj, havde fået skoldkopper og var hundesyg de næste 10 dage.

Dagligdag 1.-3. klasse

 

 

Da jeg igen skulle i skole fulgtes jeg med Majbrith og Nina fra klassen. Henrik, lang af sin alder fulgte efter os og gjorde alt for at vi skulle bemærke ham. På skolestien kastede han rundt med sin skoletaske. Da han pakkede sin madpakke ud, var hans sildesalatmad ganske kvæstet. Han var også mester for overraskelsesangreb med blyantsstik på håndryggen og elastikskydning bagfra i klasselokalet.

Vi skulle skiftes til at være klasseduks. Jeg var en af de første, som stod for tur. Sammen med sidemand Klaus hentede jeg klassemælken. Det var brune glasflasker med staniolkapsler. Jeg var ikke vant til selv at åbne mælken og kom til at presse hele kapslen ned i flasken med mælkesprøjt til følge. Svært at få af en mørkeblå cardigan. Så skulle jeg uddele vitaminpiller til klassekammeraterne men tabte i stedet glasset og pillerne fløj ud på gulvet. De grønne sure piller samlede jeg op og puttede ned i glasset igen.

Skolesundhed

 

 

Skoletandplejen kom rundt på skolen og klassevis stod vi ude på gangen og fik fluorskylning til forebyggelse af huller i tænderne. Vi fik et plastbæger 1/3 fyldt med en væske, der ikke smagte godt og ikke måtte synkes. Det gik naturligvis galt for en del af os de første gange, vi prøvede det. Eller man skulle passe på ikke at komme til at sprutte af grin.

 

Vi kom også til skolelæge. Skolens læge hed Rene Cordt og sygeplejersken Inger Krarup. Hun var blond, slank og bar sygepleje uniform. Hun var også sundhedsplejerske og kom rundt i hjemmene.

En gang om året hentede hun os i klassen. Først pigerne og så drengene. Vi blev målt og vejet. Hun lavede synsprøve og høretest med os og kiggede os efter for lus. Det var hyggeligt at være til sygeplejerske. En slags frirum for pigerne.

Hen mod jul

 

 

Til morgensang i december kaldte inspektør Andersen mig op for at tænde det første lys i adventsstagen – han måtte løfte mig, da jeg ikke kunne nå højt nok. Det var meget stort for mig.

Inden juleferien hyggede vi i klassen sammen med Elsebeth Sørensen og gik samlet ned til Brøndbyvester Kirke til julegudstjeneste hos pastor Magnussen. Et par af drengene kunne ikke sidde stille og fik hver sin æresplads ved siden af Fr Sørensen. Klaus sang højt og flot med på Dejlig er den himmel blå, det lød godt.

 

Efter juleferien skete der mere i timerne. Læsefærdigheden blev speeded op og vi begyndte at komme på skolebiblioteket. Vi fulgte med klasselæreren til biblioteket. Det var bare så hyggeligt at få lov til at bevæge sig rundt mellem reolerne og låne bøger med hjem. Her fandt vi også i bøger til højtlæsning i klassen. I første klasse var det Tudemarie og Ungerne i Bjørnegade 5, der blev læst op. Når der blev læst højt skulle man tegne til. Jeg var bedst til at lytte, det med tegning har aldrig rigtig været mig.

På de skrå brædder

 

 

I klassen skulle vi opføre et teaterstykke for de øvrige 1. og 2. klasser samt forældre. Det var ”Lille Sorte Sambo”. Vi trænede og blev klar til opførelsen. Rollerne var fordelt. Karsten havde hovedrollen som Sambo og en del andre i klassen skulle spille hans søskende. Jeg var blevet tildelt sufflørpartiet. Stykket skulle opføres på scenen i pigernes gymnastiksal. 3 piger fra 9. klasse var sminkører og malede Sambo og hans kompaner sorte i ansigtet og gav dem gevaldigt røde læber. Vi andre havde lavet halskæder og bastskørter til dem af glanspapir. Suffløren skulle stå i kulissen og sige replikkerne med sagte stemme for sig selv. Det røde scenetæppe gik til side og alt gik som det skulle. Pludselig mistede Sambo hukommelsen. Han stod midt på scenen med ansigtet vendt mod loftet og den ene hånd under hagen. Så gik jeg lidt frem, sagde jeg hans replik men så højt, at han vendte sig mod mig og spurgte højt, ”Skal jeg sige det igen?”

I Zoo

 

 

Vi var på tur til Zoologisk have. Et par af drengene lænede sig ind over indhegningen ved strudsen og klovnede. De talte om, hvad der ville ske hvis man kom til at tabe en pakke tyggegummi. Pludselig skete det så. Ophidsede stemmer sagde, at de havde set den æde en pakke Dandy tyggegummi med papir. En dyrepasser kom løbende til. Tilsyneladende skete der ikke noget med strudsen.

Vi spiste vores medbragte madpakker i en pavillion i Frederiksberg Have i silende regn. Vi sad klemt ved siden af hinanden. Sådan skulle det være. Der var en, der fik smidt sin taske væk på vejen hjem. Den dukkede aldrig op. Man var hamrende træt efter sådan en dag

Gildhøjskolen-Nørregårdskolen tur-retur

 

 

Det var åbenbart småt med plads til alle elever på skolen, så da vi begyndte i 2. klasse efter sommerferien blev vores klasse og yderligere en 2. klasse kørt i bus hver dag mellem Gildhøjskolen og Nørregårdsskolen i Brøndbyøster. Der kunne være vældig livligt på busturen.

Skolen var endnu ikke færdigbygget. Der var en hvid betonelementbygning. Et flisebelagt kvadratisk område med udsigt til jernbanen blev brugt til skolegård. Alt var et pløre og søle med byggematerialer. Det lå isoleret og var charmeforladt i forhold til Gildhøjskolen.

Vi legede alligevel godt med hinanden i frikvartererne. Pigerne tegnede hinkeruder, dannede rundkreds til sanglege og spillede rundbold sammen med drengene.

 

Vi fik en ny regnelærer. Hans Otto Bisgaard. Han var fregnet, havde rødt hår og var åben af sind. Klædt i tidens trend brune bredriflede fløjlsbukser, rullekravesweater. Han var meget interesseret i fodbold og rockmusik. Han trænede os i tabeller med rytmik og sang. Vi sang meget sammen med ham, især Beatlessange ”She loves you” og ”It’s been a hard day’s night”. Vi var egentlig gode til engelske tekster. Især taget i betragtning at vi ikke forstod ordene. Bisgaard var god til at aktivere os og havde et godt tag på os og benyttede afledningmanøvrens taktik overfor vilde separatister.

Enkelte gange kom bussen ikke efter os om eftermiddagen. Så fulgtes vi med vores lærere hjem ad Volden. Det var sjovt at løbe op og ned af det skrånende terræn. En gang kurede jeg ned af et gelænder og min buksebag sad fast og var velventileret.

 

En iskold dag skete noget tragisk: Eva en pige fra en anden 2. klasse blev kørt ihjel 21. januar 1966 på vej hjem fra skole. Det var så frygteligt. I flere uger kunne vi se bremsespor fra lastvognen, hver gang vi skulle over fodgængerfeltet i krydset Park Alle/Brøndbyvestervej.

Den gamle landsbyskole, lørdagstemning

 

 

I en periode på nogle måneder ved starten af 3. klasse havde vi dagene delt mellem Gildhøjskolen og den tidligere Brøndbyvester Landsby Skole. Èn dejlig lille skole, nærmest bare en stor villa. Rødsten og kun 2 klasselokaler. Store vinduer med flot lysindfald. Inde fra klassen kunne man se ud i gården til den ene side og til en mark på den anden side. På 1. sal havde der oprindelig været lærerbolig. Der var en dejlig have med buske og gamle frugttræer. Den er der endnu. Der var en lille sti fra haven ned til Gildhøjvej. Det var som at være hemmelig, når man gik ad den. Løvet svajede roligt hen over hovedet på mig og tegnede skyggemønstre i solen.

 

Om lørdagen kunne vi købe sparemærker. Jeg købte for 1 daler hver gang. Mærkerne blev klæbet ind i en lille bog. Når den var fuld kunne mærkernes værdi omveksles til et tilsvarende beløb i Sparekassen.

 

Det var især smadderhyggeligt at gå hjem fra den gamle landsbyskole om lørdagen gennem Brøndbyvester. Mange havde stadig ikke fri om lørdagen. Gaderne summede af liv. Husmødrene købte flittigt ind hos slagter Andersen, bager Ørsted og købmand Nielsen. Alle butikker lukkede kl. 13. Nogle familier havde pakket deres bil for at køre i sommerhus eller på besøg, så snart børnene kom fra skole. Når klokken var 14 var der stille i hele Brøndbyvester. Næsten ikke et øje på gaderne. 

Nye fag og nye lærere

 

 

Skemaet var blevet udvidet med flere fag. Nu havde vi biologi, geografi, historie, håndarbejde for pigerne og sløjd for drengene og pige/drengegymnastik. Det var meget spændende at blive undervist i biologi og geografi. Skolens fagsamlinger var meget interessante. Elsebeth Sørensen underviste os nu i både dansk, biologi og håndarbejde.

Det lykkedes mig med hiv og sving at få produceret en gymnastikdragt i løbet af året – prøvede den aldrig. Resultatet af vores frembringelser blev vist på en udstilling en af de sidste dage inden årsafslutningen.

Benny Sørensen var ny lærer på skolen. Pigerne syntes, at han lignede en filmstjerne, lidt mørk i huden, lidt i retning af Kennedy. Vi havde ham i geografi og historie. Dygtig og fair lærer med lidt kort lunte.

 

Pigerne havde Lene Graversen til gymnastik, høj, rødhåret pige. Gift med håndboldspilleren Hans Jørgen Graversen. Muligvis havde drengene Benny Sørensen som gymnastiklærer – kan ikke huske det. Vi spillede mest rundbold og langbold og når nogen havde fødselsdag legede vi gerne sørøver eller jorden er giftig. Samtlige gymnastikredskaber blev taget i brug og man skulle støje mest muligt. Der blev puffet, klatret i ribber og de modigste svang sig i reb.

Sjove oplevelser

 

 

I klassen var der en lille pige Pia. Hun boede i Mosekvarteret. Hun fortalte i skolen, at hun skulle flytte til Australien. Det lød spændende. Vi spurgte interesseret til det. Pia fortalte, at billetterne var købt. De skulle sejle derhen og der ville komme en og lære familien engelsk på båden. Det syntes vi lød rimeligt. Også at de skulle sejle til Australien. Den sidste dag inden rejsen holdt vi en lille afsked for hende. Vi havde alle tegnet noget til hende og til sidst stod hun i døren og gav os alle hånden til farvel. Næste dag mødte hun i skolen igen og forklarede at billetterne var blevet væk. Det kunne vi da godt forstå. Så talte vi ikke mere om den tur og det eventyr var gået i glemmebogen.

 

I 3. klasse måtte vi komme med til skolebal for første gang. Det var meget spændende og ballet var for 3. til 6. klasse. Dem fra 6. var meget store i vores øjne. Jeg kan stadig huske. hvor hipt det hele var. Det var et hamrende godt orkester Coke, der spillede til de første skoleballer. Rigtig dansk god pigtråd. Pigerne svingede rundt og løftede op i skørterne. Lidt fræk måtte man godt være.

Vi var 10-11 år og ville helst ikke danse med det modsatte køn. Derfor dansede pigerne sammen oppe foran scenen og drengene stod langs ribberne og kiggede på tøserne og musikerne. Derfor tog en fra orkestret, Lars Hybel, tidligere elev fra Gildhøjskolen, mikrofonen: ”Fr. Bekker vil gerne danse med alle drengene!” ”Jaaa!”, lød det fra småfyrene i Mawerick-skjorter. De omringede Fr. Becker og hoppede og dansede omkring hende i begejstring. Hun hed Aase til fornavn. Næste dag red vi stadig på en bølge af afterparty. Det var lidt sjovere end ellers.

 

Vi var nogle piger, der lavede en skrigeklub sammen. Det gik ud på, at vi skulle øve os i at hvine og skrige, så vi var klar hvis vi skulle komme til Beatles-koncert. Vi byttede billeder af Beatles med hinanden i skolegården og aftalte indbyrdes hvem af de fire, vi ville giftes med.

 

Et par gange i løbet af skoletiden var vi nogle piger fra klassen der fulgtes i toget fra Glostrup til Valby station for at gå i Skolebio på Toftegårds Plads. Vejen til stationen var spækket med børn i pæne frakker og sko. Stemningen var forventningsfuld og jeg krammede den brune togbillet i hånden for ikke at tabe den. Sæderne i det brune S-tog var patinerede af slid og vi kunne sidde 3 stykker ved siden af hinanden og kigge ud af vinduet medens stationerne raslede forbi. Da vi sad i biografsæderne og der var blevet nogenlunde ro i salen gled det røde scenetæppe til side og vi blev suget ind i lærredet deroppe og blev eet med ”En cadillac af guld”.

4.-5. klasse

 

 

I 4. klasse fik vi Frans Nielsen til regning og historie. En meget dygtig lærer og virkelig gentleman. Han var overlærer og havde tidligere undervist på Brøndbyvester Skole. Han var altid klædt pænt i skjorte og slips, herover en pullover samt benklæder med sirlige pressefolder. En gang sagde jeg derhjemme ved spisebordet, at han vist ikke havde nogen kone. ”Hvordan ved du det?”, spurgte min far. ”Jo, man ka’ se, at han hænger sine striktrøjer til tørre med tøjklemmer”.

 

Frans Nielsen havde en fast replik, hvis vi rodede rundt i problemregningsstykkerne: ”Man kan ikke både svømme og cykle på en og samme gang”. Hvorefter vi straks svarede i kor:”Kun hvis det er en vandcykel!”. Han forventede det og hyggeklukkede for sig selv. Når han stod og skrev på tavlen var det nu og da under heftig beskydning med viskelæder og elastikker bagfra i klassen. ”Bo, Karsten, Henrik: Så er det nok!” Vi mente han havde øjne i nakken.

Han var også en meget inspirerende historielærer. Historien fik liv. Han havde sin kæphest 2. verdenskrig. Det var helt klart, at han havde forsøgt at yde sit bidrag til modstandskampen i Midtjylland.

Skammekrog og sveder

 

 

Urostiftere kunne blive idømt skammekrog og skulle stå og se ind i væggen indtil timen var forbi. I de lidt større klasser kunne læreren bede den formastelige om at gå uden for døren og i særlige tilfælde melde sig på inspektørens kontor for yderlige irettesættelse.

 

”Sveder”, eftersidning blev især brugt, når en elev ikke havde afleveret skriftlige opgaver, som blækregning og stil. Spanskrøret havde stadig plads i en krog i klassen men blev ikke brugt.

På tur i det fri

 

 

En gang kørte vi med tog fra Lygten Station til Hareskoven. Det var en dejlig tur. Toget rumlede af sted med os medens vi sad bænkede ved siden af hinanden. Vi løb rundt i skoven hele dagen og til frokost byttede vi madder. De andres mad var altid mere spændende end ens egen medbragte.

 

I 4. klasse var vi på biologi-ekskursion til Lyngby Åmose sammen med Elsebeth Sørensen og Frans Nielsen. Vi var udstyret med gamle syltetøjsglas og insektnet. En typisk dansk sommerdag med skiftende vejrlig. Gummistøvler og kulørte regnfrakker dominerede billedet. Vi travede rundt og indsamlede planter og fangede insekter. Da vi på hjemvejen stod og ventede på toget havde Jesper og Preben et farligt mas med et eller andet. De havde fanget en flot stålorm og havde haft held til at proppe den ned i en plastikpose. Frans Nielsen fik dem overbevist om, at det ville være bedst at slippe ormen fri og skuffede slap de den løs i skovkanten, hvor den lynsnart forsvandt. Gutterne sad og så skuffede ud på vejen hjem.

Efter skoletid

 

 

Vi var gerne nogle som fulgtes hjem fra skole. Vi gik ad Skolestien. I perioder fulgt af støjende drenge. Det har nok været en form for beundrere. Nu og da skillingede vi sammen til et par studenterbrød, som vi købte hos bageren på Brøndbyverstervej. Det blev straks guffet ned. Hvis vi fik fri kl 3 skyndte jeg mig hjem for at høre ”Efter skoletid” med Jørgen Mylius.

Jeg havde fået besked på altid at gå direkte hjem efter skolen. Det var ikke ensbetydende med at ruten ikke kunne varieres. Jeg havde en yndlingstur. Jeg gik det første stykke ad Skolestien. Hvor den krydser Lærkehøj, gik jeg til højre og gik og kiggede på husene og så ind i folks villahaver. Så krydsede jeg Park Alle og gik ad en lille sti bag nogle villaer ved Elmehøj op til Sognevej. I dag er det ikke længere muligt at gå ad stien fra Park Alle. Særligt dejligt var det at gå op på Gildhøj og sætte sig et par minutter på gravhøjen og kigge ud over husene. Det største træ ved foden af højen stod dengang ligesom nu meget smukt. Det er blevet meget større. Så gik jeg af Sognevej og krydsede Brøndbyvestervej ved de 3 butikker og fortsatte ind i Tranevænget.

Jeg boede i etagebyggeri i Tranevænget. Det var helt anderledes i villakvartererne. Få af klassekammeraterne boede i villa eller rækkehus men det var endnu de færreste. Nogle familier sparede op til en grund enten i Brøndby eller andre steder på Vestegnen og flyttede væk. En stor del af de familier, der kom til Brøndby i 50-60’erne var udflyttere fra Københavns brokvarterer. De var arbejdere og for dem var muligheden for at erhverve fast ejendom lig med social opstigning. Heller ikke alle havde bil. Det fik de fleste først senere i 60’erne.

6.-7. klasse

 

 

Klassen havde i 6-7 år nogenlunde de samme elever, som da vi startede i 1. klasse. Det var altid spændende at komme tilbage første dag efter sommerferien og møde kammeraterne i klassen og få udleveret de nye bøger. Det var en god ide at tage cyklen med. Bøgerne vejede godt til. Så snart jeg var kommet hjem med bøgerne cyklede jeg op til Glostrup Boghandel på Hovedvejen og købte nogle ruller med papir til at binde bøgerne ind i. Om aftenen sad jeg så og hyggede mig med det og smugkiggede i bøgerne. Det var svært at forestille sig at man i løbet af det nye skoleår skulle lære både engelsk, tysk og fysik.

 

I de nye fag underviste Karsten Petersen i engelsk. Nydelig mand, lidt a la Pedro Biker. Lun fætter med god humor. Fremsynet pædagogik og kvikke bemærkninger. I tysk fik vi overlærer Betty Nielsen, pæn moden dame, kaldet Betty Beton grundet sin fremfusende pædagogiske facon og kendt for replikken: ”Et ord til og dine sko står alene!” Det var en fordel enten at være god til tysk eller at undlade at sige for meget, hvis man ikke var sikker i sin sag. En gang i en time stod vinduet åbent og pludselig kom en fod, et helt ben og dernæst en arm, en overkrop og en hel dreng til syne og hoppede ned på gulvet. Det var Ole, fra en anden klasse, der havde været sat uden for døren og nu mente at kunne tillade sig at gøre sin entre igen men havde taget fejl af lokalet. ”Vil du så komme ud og det samme vej, som du kom ind!” tordnede Betty Nielsen. Vi lå flade af grin hen over bordene.

I fysik havde vi Karsten Pedersen med blødt ”d”, som han selv udtrykte det. En sjov piberygende fyr med jakkelommen fuld af tændstikæsker. Han havde kort tæt strithår og havde et skælmsk blik og det var han. Knagende dygtig til at formidle og altid heldig med fysikforsøgene. Meget grundig i sin metodeformidling og retfærdig overfor sine elever. Han følte sig helt sikkert hjemme i fysiklokalet med de flotte opstillinger og nedrullede gardiner. En gang da der var uro under gennemgang af et forsøg, hamrede han pegepinden ned i bordet og sagde med høj klar stemme:”Hvis I ikke er ordentlige, så tænder jeg lyset!”

 

Sidste år vi havde håndarbejde i 6. klasse, var vi nogle piger, som havde et ambitiøst anoraksyningsprojekt. Pia, Ina og jeg tog op til Per Reumert Stoffer i Glostrup og indkøbte flaskegrønt bredriflet jernbanefløjl. Da vi havde klippet delene, viste det sig, at vi havde for lidt stof. Så lagde vi alle delene ud på klippebordet igen og fandt plads til manglende ærmer og hættesider, hvor det var muligt. Det vil sige, vi nu fik ærmer og hættesider med forskellig retning på luv og rifler. Det betød ikke noget for os. Vi havde jo selv syet anorakkerne. Min anorak holdt indtil engang i 2.g.

 

Vi havde 2 timer om ugen i ”frikadellesløjd”. Hanne Elsborg underviste. Dengang kunne man trylle i køkkenet med rigelig panering og meljævning. Det var meget hyggeligt at lave mad sammen med kammeraterne men oprydning og opvask tog lang tid, så indimellem havde vi knap tid til at spise det vi havde lavet. Når man selv havde stegt dellerne eller krebinetterne gjorde det ikke noget, at de var brankede.

Mysterierne

 

 

Sidst på skoleåret blev vi oplyst om ”det”. Vi sad i biologilokalet. Elsebeth Sørensen trådte ind i og gik målrettet ind i samlingen efter materiale til dagens emne. Hun vendte tilbage til katederet med en planche. Hun så ud over os og vendte planchens forside mod os. Så pegede hun på et kondom, et pessar og en spiral medens hun sagde hvad det var. Hun fortrak ikke en mine og afsluttede emnet med at sige, ”Det er bedst at vente til man har fået sin eksamen”. Der var helt stille. Ingen sagde noget og ingen spurgte om noget.

 

Så vidste vi besked om det

Lejrskole

 

 

September 1970 i 7. klasse var vi på lejrskole i Jylland. Vi sendte vores cykler i forvejen med tog fra Glostrup Station nogle dage i forvejen og mødtes på afrejsedagen om morgenen på Brøndbyøster Station. Det var en vellykket tur og første og sidste gang den oprindelige klasse var sammen så længe. For nogen var det første gang de var alene på rejse og hjemmefra. Duoen Sørensen alias Elsebeth og Benny ledte turen. Vi havde base på ”Gåsefarmen” Hem Odde ved Mossø, Skanderborgegnen og cyklede hver morgen ud derfra til Øm Kloster, Silkeborg Museum, Viborg Domkirke, Mønsted Kalkgruber, Sten Blichers Bindstouw og andre steder.

Vi havde natorienteringsløb, hvor vi i grupper løb rundt i skoven med stavlygter. Da vi vendte tilbage ud på natten fik vi varm kakao og pølser i spisesalen.

Om aftenen lavede vi løjer med hinanden og drengene sneg sig ud for at lave det obligatoriske skræmmenummer med klæde sig som spøgelser og banke på ruden om natten til pigernes sovesal. Vi hvinede og skreg, sådan som det forventedes.

Ib og Bo ville imponere os alle. ”Se, hvad vi har fanget i søen!” De kom ind i spisesalen med en underligt udseende ildelugtende, slimet torsk. ”Det passer ikke”, sagde madmor, ”den torsk smed jeg ud til katten for 3 dage siden”.

Da vi tog hjem fra lejrskolen, hang mit tøj på mig. De lange cykelture havde udvirket flere kilos vægttab.

Klassefest

 

 

Et par gange i de sidste klasser havde vi klassefest. Den ene gang var det hos Jan og hans forældre. De boede i rækkehus på Park Alle. Vi sad bænkede ved et langt festligt pyntet bord og blev flot beværtet af forældrene. Efter middagen hjalp vi alle til med at skubbe møblerne ud langs væggene, så vi kunne danse. Båndoptageren spillede rigtig højt og vi rockede energisk til tidens hottteste hits. Senere på aftenen klappede Jan ivrigt i hænderne: ”Nu er der kinddans!” Lyset blev slukket og vi kinddansede.

Opvågnen

 

I spisefrikvarteret kunne vi piger finde på at cruise 2 eller 3 ad gangen rundt i gården for at se på de ældste af skolens fyre: ”Mimi, han kigger på dig, lad som om du ikke er interesseret!”

I og II real nye vinde og opbrud

 

Det var en god stamklasse, der blev splittet op i 8. klasse og I real. Det betød nye klassekammerater og lærere. Nogle af kammeraterne tog til andre skoler. Karsten kom til Nørregårdsskolen. Han druknede under en lejrtur med sin nye klasse på Bornholm. En tragisk skæbne.

 

Det var en brydningstid. Klassen blev delt og nye kammerater kom til. De fleste af os havde langt hår, gik i fløjlsbukser, store sweatere, anorakker og træsko. Vores nye klasselærer Peter Kloster øvede gruppedynamiske øvelser med os. Trænede os i reklamens psykologi og budskaber og introducerede os til gedigen litteratur. Han havde en klippefast tro på, at alle mennesker var gode og intet individ behøvede at gå tabt i mængden trods modgang. Bordene skulle nu stå i hestesko. Bagest i klassen indrettede vi ”klassens hjørne”. Vi fik hynder til at sidde på, syede et kludetæppe sammen. Vi fik gamle ølkasser, som vi malede og brugte som borde og bogkasser. En gammel båndoptager blev doneret af en forælder og båndet med Gnags, Gasolin og Alrune Rod blev mest slidt. Vi drak te i klassens time og Jan spillede guitar og vi sang med på ”The house of the rising sun”.

 

Vi fik Lasse Jacobsen i tysk. En lang fyr med venligt ansigt og virkelig spasmager. Dygtig formidler. Han havde at hjerte af guld og indre radar, der straks fortalte ham, hvis en elev var ked af det. Han brugte gerne frikvarteret til at tale med sine elever om det, der rørte sig i deres verden lige nu. Startede ofte timen med at synge for os ”Ich tanze mit Dir in dem Himmel hinein”.

 

I matematik havde vi Poul Winther en sindig jyde med eftertænksom mine. Altid rolig og nøgtern. End ikke en uheldig bevisføring ved tavlen kunne fremkalde antydning af følelsesmæssige udfald. Undervisningen kørte punktligt.

 

Nogle af os havde latin og lærte det af Hanne Bødtker. Hun var meget dygtig til syntaks og grammatik og kunne lære fra sig. En høj dame med kort mørkt, tætklippet hår og afslappet tidløst klædt. Når nogen blev ved med at kludre i syntaksen, udbrød hun: ”Rødbedesalat!”, hun sagde, det tog irritationen.

 

I de sidste skoleår forberedte vi os mentalt på at skulle videre. Man følte sig flyvefærdig og var ivrig efter at komme videre til næste station på vejen. Sådan skal det være!

Refleksion

 

 

Jeg har sjældent tænkt tilbage på min skoletid. Den her historie blev tricket af en tur til Brøndbyvester en lørdag i juli 2008. Vi gik den gamle skolevej. Skolestien er tilvokset i dag. Foran skolen kan man stadig se, hvor den store skoleport stod. De gule mursten er nu malet hvide. Det skrå skifertag er der endnu. Toiletterne i gården og cykelskurene er nedlagt. Bænkene i skolegården, hvor vi sad og snakkede, er blevet fjernet. Kun du selv ved hvad din skole betød for dig. Din version af historien kan ingen tage fra dig. Klokken har for længst ringet ud for sidste gang – School is out forever! –Men den glade lyd og energiske larm fra skolegården, giver stadig genlyd i mine ører.