Hos tante Maren

”Husk du må ikke bede mig om at kigge i kommodeskuffen før din far er gået”! Tante Maren havde en gnækkende spæd stemme. Hun var lidt buttet og gik nu altid med stok. Hendes hår var stadig kommunefarvet og sirligt bølget i en kort frisure med sideskilning til venstre. Huden i ansigtet var egentlig ikke særlig rynket. Trækkene var velbevarede. Ansigtet lidt firkantet og de blågrå øjne levende bag sygekassebrillerne. ”Farvel ka’ I hygge jer”. Min far var nu gået og løjerne kunne begynde! ”Ska’ vi ikke se i skufffen?” Tante Maren tvang sig selv ned i knæ og trak den knirkende genstridige nederste skuffe ud. En lugt af hengemthed steg op i næseborrene. En mølædt ræv med hoved og kløer blev lagt om mine skuldre og en sort stråhat med stor skygge og en lang hattenål med en flot stor marmorlignende perle gled ned over min pande. Og det var ikke alt. En gammel slidt taske med krokodillelook kom over min lille arm. Så lod jeg mine små tæer glide helt ned i snuderne på et par højhælede sko og stavrede afsted frem og tilbage på gulvet. Så lukkede jeg tasken op og fandt en fin lille glasflakon med en tegning af en dame i krinoline. Tante Maren tog proppen af for mig: Snif, snif, snif, duften af fin dame. ”Klip klap, klip klap.” Jeg stavrede stadig frem og tilbage i værelset. Dunk, dunk, dunk, ”ka’ vi så få ro!”, lød det fra den anden side af væggen. Så fnes vi og tante Maren tyssede på mig og pegede hen mod sengen. Hun hjalp mig derop. Da jeg lagde mig på ryggen sank min krop ned i gennem flere lag tykke dyner. Tante Maren lagde sig ved siden af mig. Hun lå på ryggen, beholdt sine sko på og snart snorkedede hun. Jeg rørte ved de fine filigranagtige sorte knapper i hendes vinrøde kjole uden at hun vågnede. Hun holdt i sin stok som hævede sig op og ned på hendes mave i takt med åndedrættet. Da vi vågnede, trissede vi ned til ismejeriet, hvor vi købte et rundstykke med tandsmør og en snegl, som vi fik i en lille brun papirpose. Så gik vi tilbage igen. Den grønne efeu havde forlængst dekoreret alle mure med saftige, grønne og svajende blade, der glitrede i solen. Langs alt det grønne og frodige var der bænke. Vi gik langsomt og hilste på beboere, der sad her og nød eftermiddagssolen. De så på os med gamle indsukne ansigter og rare øjne bag hornbriller. Vi gik op i dagligstuen og delte indholdet af posen og fik hver en kop kaffe. Bagefter blev jeg løftet op i vindueskarmen, så jeg kunne se ned på godstogene, når de kørte under viadukten ved Vigerslevvej. Medens jeg stod der, hørte jeg tante Maren tale med de andre gamle om aldersrenten og prisen på kaffe og chokolade. ”Det er altfor dyrt – bare for et pund kaffe. Og nye tænder, det har man slet ikke råd til!”

”Tante Maren, ska’ vi ikke høre Vesterhavet?” ”Jo da!” Så gik vi ind på hendes værelse igen. Tante Maren tog 2 fine konkylier ned fra hylden på væggen. ”Luk øjnene!” Jeg lukkede øjnene og en konkylie blev holdt op til hvert øre. Så hørte jeg havets susen og forestillede mig, hvordan et var at være der. ”Ska’ vi ikke også se billeder?” Så tog tante Maren det store røde album frem lagde det på bordet og begyndte at vende siderne medens hun fortalte, hvem vi så på billederne. ”Det er mig som ung pige, dengang jeg lige var kommet til København. Og det er min kæreste Carl, som havde været på valsen i Tyskland. Og her er min lille Edith, som ikke er her mere!

Jeg hørte min fars karakteristiske hoste ude på gangen og vupti stod han i værelset for at hente mig. Vi sagde farvel og tante Maren forsikrede ham, at det ikke havde været spor anstrengende at passe mig. Da vi gik ud af døren til trappen slog hun mig drilsk i bagi med sin stok. Jeg blev løftet op i den sorte saddel, fik mine solbriller på og så trampede far i pedalerne medens svanerne i Damhussøen gled forbi os.

Tante Maren døde 15. marts 1962. Hun blev født i Kærbølling, Bredsten sogn, 9. juni 1878. Kom ud at tjene efter sin konfirmation og skiftede senere til spinderiarbejder på Bomuldspinderiet i Vejle og senere Valby ved København. Tante Maren blev aldrig gift men fik 2 børn. Datteren Edith blev født i 1908 og døde i 1932 af tuberkulose på Øresundshospitalet på Østerbro. Sønnen Peter blev født i 1916 og sat i pleje hos Dagmar Overby, som slog ham ihjel, sådan som hun havde gjort det af med mange andre børn.

De få møbler og ejendele, som tante Maren efterlod sig blev delt efter hendes død ved et større hundeslagsmål mellem hendes familiemedlemmer. Kommoden, som havde fulgt hende siden hun kom ud at tjene, havnede i mine forældres hjem.